Gennemse Tag

Vandborg

Skidengaard

Af Mads Musholm.

Er omkring 1850 udstykket fra Musholm, og sønnen Peder derfra fik den. Han døde en snes år efter, hans enke Sofie blev så gift med Poul Futtrup en bror til Jens Stokholm, Kvistgård. Sofie var fra Tørring. Poul døde 1891, der var en begravelse, der blev talt om længe efter, der blev nydt meget spiritus. Mange mænd brugte da tit daglig en del af det. Sofie Skidengårds mænd ville også gerne nyde et glas, men hun var en myndig kone. der godt kunne holde orden på dem. Efter Pouls død solgte hun gården til Chr. Kallesøe fra Tørring, hans kone hed Doris og var fra Dybe. De korn mest sammen med folk derfra og følte sig vist ikke rigtig hjemme i Vandborg. 1911 købte de Nørre Kokholm i Tørring og solgte Skidengård til Erik fra Musholm, han blev gift 1912 med Maren fra Halgård i Tørring, hun døde af den spanske syge 1918. Nogle år efter blev Erik igen gift med Anne.

Senere på Skidensgaard

Af Erik Bertelsen

Ældre billeder af Skidensgaard
Dette billede må være fra omkring 1. verdenskrig. Skidengård set fra øst. Bemærk vinduerne i den gårdlænge der vender mod os. Vinduerne til venstre – de 6 buede eller små vinduer er hestestalden. De to større firkantede vinduer, som vi kan se, er karlekamre. De var i brug helt op til efter 2. verdenskrig.
Skidengaard set fra syd-øst. Sandsynligvis fra 1940-erne. Bemærk at gårdspladsen er delvist dækket af en græsplæne og at dele af taget på kostalden (øverst til venstre) stadig er dækket med stråtag. Se også det brede læbælte, som her er relativt nyplantet, mod vest. Erik var meget interesseret i havebrug og beskyttede haven mod den kraftige vestlige blæst. Den store køkkenhave, som strækkede sig fra gavlen af stuehuset ud til højre på billedet, lå mod øst – det bedst beskyttede sted for det vestjyske vejr.
Skidengaard set fra nord. Sandsynligvis fra begyndelsen, eller midten af 50-erne. De tre skorstene er der stadig, så opvarmningen foregik stadig med kakkelovne. Senere blev der installeret oliefyr og kun skorstenen til højre var i brug. Oliefyret stod i kælderen under køkkenet. De andre skorstene blev taget ned. (Harald installerede senere et kombifyr med ny skorsten helt til højre.). Stuehusets tag er stadig teglsten – senere blev i stedet lagt et eternittag. Bemærk at læ-beplantningen til højre, vest for haven, her er blevet større, og har taget den typiske vestjyske form, hvor beplantningen langsom bliver højere jo længere man kommer mod øst. Den salte vestenvind er hård. I øvrigt forekommer billedet kraftigt retoucheret – de to vinduer i stuehusets vestlige gavl på loftetagen er malet over. Taget over det tilbyggede skur vest for stuehuset ser også lidt “for pæn” ud.

Skidengaard var min bedstefars gård og min fars fødehjem. Min bedstefar Erik var gift to gange – hans første kone Maren døde af influenza i den store epidemi 1919. Erik og Maren fik tre børn. Senere giftede Erik sig med Anne og de fik 7 børn, heriblandt min far. I 1957 solgte Erik Skidengaard til sin søn Harald, som drev gården indtil 2006, hvor han døde.

Anne blev efter Eriks død, nytårsaften 1960, boende på Skidengaard indtil slutningen af 1960-erne, hvor hun flyttede til Vandborg by, hvor hun boede i et hus sammen med sin søster Agnes.

Indtil Haralds død var gården et samlingspunkt for familien. Mine forældre og os børn besøgte igennem alle årene jævnligt Skidengaard. Mens Anne stadig boede der, var jeg på “ferie” der, og sov i deres lille gæsteværelse. Med jævne mellemrum blev der i al den tid, som jeg kan huske, og indtil Haralds død, holdt større sammenkomster i Skidengaard for den samlede familie, som ellers var spredt over det meste af landet og i udlandet. Med Eriks samlede børneflok på 10 og deres familier og børn var det en stor flok, som havde et samlingspunkt.

Familiemedlemmer langvejsfra benyttede i mange år også Skidengaard som kombineret familie-besøgssted og sommerferiested, hvilket glædede Harald.

Det føles som om, at med Haralds død forsvandt en epoke.


Erik, Anna, Maren og Haralds gravstene er samlet i en smuk gruppe på Vandborg Kirkegård.

Billederne her er taget i juni 2019.

Erik og Annas gravsten.
Erik var indtil 1919 gift med Maren. Her hendes gravsteen.
Haralds gravsten.

Billeder fra Skidengaard kort efter Haralds død i 2006
Stuehuset ud mod gårdspladsen. De 3 skorstene er væk og den nye skorsten ses mod vest. Bortset fra det, blev stuehuset aldrig ombygget. Der var stadig to indgange – den daglige indgang til venstre og den “fine” indgang til højre. Fra den fine gang kunne man gå direkte ind i den fine stue, som lå mod nord ud til haven. Man kunne også gå til højre ind i det lille – oprindelige – gæsteværelse. Gik man til venstre kom man ind i et mindre badeværelse, som blev installeret i de sidste år Erik levede. Dette badeværelse var forbundet med soveværelset, som er bag ved de to vinduer til venstre for den fine indgang. Den fine indgang blev sjældent benyttet.
Stuehuset set fra nord – havesiden. Bemærk gyngen, som i al den tid, som jeg kan huske, var en stor attraktion for børn og voksne. Den var hængt op meget højt, så man kunne svinge virkeligt langt.
Kig langs med stuehuset ud mod vest. Bemærk det vestjyske lys. Gårdlænget, man ser til venstre, er ny. Harald rev den gamle kostald ned og byggede en stald for heste – hans store interesse.
Billede fra den daglige indgang, eller entre. Harald havde bevaret børne-knagerækken, som er noget af det første, som jeg kan huske fra Skidengaard. Børnevenligt og praktisk dengang der var mange børn i huset.
Fra entreen gik man normalt til højre og ind i dagligstuen. Man kunne gå ligeud og gennem en gang til køkkenet, eller man kunne gå til venstre og gå ind i et værelse, som jeg tror var børneværelse og senere blev det “fine” gæsteværelse. Fra gangen til køkkenet kunne man tage trappen op til loftet der var stort og åbent, samt havde tre værelser mod vest. Fra gangen til køkkenet var der også en dør til et badeværelse, som lå midt i huset.
Køkkenet – sandsynligvis det oprindelige køkken installeret før 1. verdenskrig. Harald jokede med det: “Det var da et held, at jeg ikke moderniserede køkkenet i 60-erne, så havde jeg været nødt til at forny igen her i 90-erne.”
Spisekammeret. Hvor køleskabet står var der en mad-elevator, der kunne hejse maden ned i kælderen. Elevatoren hang i en wire, der gik op gennem et hul i loftet og op over en talje. I den anden ende var en kampesten fastgjort. Det var nemt at hive elevatoren op, eller ned – jeg har selv gjort det, da jeg var barn. Det var køligere i kælderen, så elevatoren fungerede som køleskab. Hvis der var rigtig mange rester og ting der skulle gemmes køligt, blev stuepigen sendt ned for at tømme elevatoren, så næste sending kunne sænkes ned.
Det supermoderne gaskomfur, der blev sat op i begyndelsen af 1960-erne. Før da, blev maden tilberedt på gasblus på terassopladen til højre. Før da tænker jeg, at der har været et gammelt brænde-komfur i hjørnet. Bagved gaskomfuret var lågen til den gamle stenovn. Min far – født i 1923 – kan huske, at den jævnligt var i brug til brødbagning. Den blev tændt op for fuld blus om morgenen. Når den var godt varm, blev brændet og asken fjernet og brødene kom ind. Hvis der var mere varme, kunne man bage kager sidst på dagen. Da stenovnen blev opgivet, blev rummet bagved lavet om til et toilet med brusebad.
Kontoret med udgangen til haven. Kontoret var et slags gennemgangsrum mellem dagligstuen og den fine spisestue, samt mellem køkkenet og den fine spisestue. Skrivebordet er det samme som Erik havde.
Erik var i en årerække valgt til sognerådet i Vandborg og var kasserer. Som kasserer skulle han udbetale socialhjælp, så hver den første i måneden kom folk og fik udbetalt støtten. De ventede pænt i kø i dagligstuen, mens Anne serverede kaffe. Så kom de ind til Erik, som sad ved skrivebordet her og fik udbetalt pengene. Det var i øvrigt et utaknemmeligt job, at være kasserer – folk som arbejdede for kommunen, som vejmænd, eller håndværkere, der reparerede skolen, kom ofte og skulle have forskud. Erik var i stalden eller ude i marken, hvor de fik lidt penge; men det var svært at holde regnskab. Det job kostede vist Erik en hel del.
Erik og Annes gamle fine møbler, som stod i pæne-stuen.

St. Katkær

Af Mads Musholm

Niels kaldet Katkær Klæp, vel fordi han var meget stor, fik gården ca. 1850, han var eneste søn. Han sagde, hans far ville han skulle have været præst, da han var god til at læse, og vist også havde læst meget. Han sagde han havde læst biblen både forfra og bagfra. Men han fik snart hang til brændevin og drak meget, hvilket nok ikke var godt for ham. Jeg husker ham som gammel mand, han var grov og førte ikke nogen fin tale, han var da hos sin datter Grethe og hendes mand Laust Sørensen, der havde fået gården efter Niels. 1893 brændte gården. Et par år efter solgte Laust Katkær til Chr. Nielsen, der ved sparsommelighed og dygtighed havde tjent sig lidt penge. Han var i flere år tækker, han trak kreaturer til og fra markeder, han havde tit flere kobler efter hinanden. Han var der så til sin død, og da sønnen ikke turde tage gården, blev den solgt til Jens Stokholm Skåning, der var maler og havde lidt interesse for landbrug, han solgte den.

Breinholt familien og Vandborg Vestergaard

Af Mads Musholm

Omkring 1850 ejedes Sønder Vinkel i Heldum af Breinholt, han var meget velhavende, han havde 3 sønner, der skulle have store gårde. En af den fik S. Vinkel efter faderen (han var folketingsmand en tid), han var den sidste højrevalgte i lemvigkredsen. En fik Voller i Ramme, han var i amtsrådet i mange Ar. – den tredie købte fire gårde i Vandborg, som han lagde sammen under et, det blev Vandborg Vestergård på ca., 300 tdr. l., så navnet Breinholt var noget stort i min barndom. Folk så op til dem, de var meget afholdte. Jag husker en mand, der havde arbejdet for dem, sagde: De Breinholter var gode og rettænkende mænd. Han syntes, at han havde så mange gode minder efter dem, men han var ked af, at de tilsyneladende ingen interesse havde for kirkens lære. Ingen af dem fik børn.

Breinholt Vandborg Vestergård blev så rig gift, man sagde, at hendes far var den rigeste mand både i Nørre- og Sønderjylland. Den tide han hed Knud Knudsen, og der fortælles om ham, at han var søn af en husmand, der havde lidt krohold ved Ribe. Der var 2 sønner, Knud og Kresten Larsen Knudsen, denne blev præst og far til digteren Jacob Knudsen.

Knud begyndte som dreng at handle med duer og lam, senere med kreaturer i stor stil, han tjente en formue ved det og købte Trøjborg i Sønderjylland og giftede sig til Visby Hedegård, så han ejede den begge to. Hans datter blev gift med Breinholt Vandborg Vestergård og Knudsen skaffede så mange gode korthorns kreaturer dertil, det var vistnok de første korthorns på lemvigegnen. Jeg husker, at en mand, der havde tjent der i den tid, fortalte, at Knudsen beundrede de gode kærne, som groede i Vandborg Vestergård, så de skulle også have noget godt kvæg. Så skete det, at Knudsen korn ridende til Vandborg Vestergård en aften, og næste morgen fandt de ham død inde i stuehuset, han havde hængt sig. Man sagde, at han havde tabt alle sine penge i en sø, senere har jeg fået oplyst, at han havde ofret en formue ved udtørringen af Fil Sø, hav og storm havde ødelagt det hele. Nu er den udtørret igen ved statshjælp, nu har man vel bedre midler til at sikre det. – Eskild Munksgård tjente i Vandborg Vestergård dengang, han blev så sendt til Thy, for at hente Knudsens bror, der var præst der. Eskild red på en hest, som dengang var hurtigste befordringsmiddel, da han kom lidt ind i Thy mødte han præsten, der også kom ridende. ”Hvad skal du min dreng”? spurgte denne. Eskild fortalte, at han skulle hente præsten til Vandborg Vestergård; ja, han var på vej dertil, han anede, der var noget galt. Breinholts kone ville ikke være der, da hendes far var død der. Gården blev så forpagtet ud, og Breinholt købte Rysensten. Han blev landstingsmand, var kongevalgt i mange år, Etatsråden. Senere solgte han Vandborg Vestergård til Bøjsen, en slægtning af sin kone.

Bøjsen var dygtig, noget streng de første år, men drev gården godt. I 1920 solgte han gården til Sørensen Bækmarksbro, der solgte jord fra den til Grysbæk, Møllegården, Nyholm og ca. 70 tdr. l. til Mads Lund¬gård, der byggede det og kaldte det Ny Vestergård, hans søn Christian har det nu. Til Vandborg Vestergård var der ca. 150 tdr. 1. tilbage. Sørensen solgte den til Søren Hartvigsen fra Bøvling og han igen til Chr. Pedersen fra Trans. De var der vel hver i en 5 – 6 år, men ingen af dem kunne klare det, de havde vel for lidt kapital. I 1934 købte Chr. Hillesborg den af kreditkassen, da var den gået så langt ned i pris, så han har klaret det godt.

Vester Houdam

Af Mads Musholm

Simon afstod gården omkring 1880 til sin søn Søren Christian, han tog 12 tdr. l. fra og byggede på og lod en datter få det, hun blev gift med Niels Mærsk og Simon blev aftægtsmand hos dem. Men snart solgte de ejendommen og flyttede til Ferring. Den nye ejer var P. Chr. Skov , der igen solgte den i 1901 til Niels Klinkby, der da blev gift med Marie, hun var fra Flynder.

Søren Kristian flyttede til Stougård 1884 og solgte Houdam til Kristen Skåning fra Sønder Strande gift med Maren fra Blåbjerg. Det var vanskeligt for de unge, der købte ejendom dengang med lidt kapital og prisfaldet kom; men ved nøjsomhed og god pasning af mark og dyr klarede de den godt. De havde 4 børn, 2 døtre og 2 sønner. Den ene søn blev lærer, den anden Rasmus Skåning fik gården i 1927 efter sin far. der da flyttede til Lemvig, hvor han døde. Maren kom så tilbage til Houdam igen.

Vandborghistorier


Fortællingerne er skrevet af Mads Musholm. Links til historierne nederst på siden, eller i menuen ovenfor. Vedrørende Skidengaard har jeg tilføjet en smule og nogle fotos. Hvis læsere af historierne har kommentarer, rettelser eller tilføjelser, så skriv en kommentar nedenfor den historie, man vil kommentere. Hvis nogen har billeder, som de gerne vil dele, se find min e-mail-adresse til højre og send fotos med oplysninger eller en lille beskrivelse til mig. Så vil jeg tilføje dem det rigtige sted.


En oplyst bondes syn på krigene i 1848 og 1964, højskolebevægelsen, moderniseringen af landbruget, grundtvigianismens sammenstød med indre mission, de første social-love internationale begivenheder mv. krydret med lokale skæbner – kærlighed, død, overtro, op- og nedture for navngivne personer. Det er også en personlig historie vi møder.

Hvordan er historierne havnet her

Historierne har cirkuleret i min familie gennem mange år. Mads Musholm var min bedstefars bror. Han efterlod håndskrevne notater om livet på Vandborgegnen, som han huskede det. Ved familiesammenkomster i min barndom husker jeg nogle af navnene på personerne og gårdene. Jeg kan også svagt huske Mads, som den ældre herre, der kom i Skidengaard ved større familiebegivenheder. Han stod i hjørnet i folkestuen og kiggede godmodigt ud over forsamlingen, mens min far røg cigarer og cerutter sammen med sine brødre og søstre.

Historierne er skrevet rent på maskine fra originalen af Bent Skov Bertelsen (min farbror). Jeg har skannet de maskinskrevne ark og overført teksten til html i en halvautomatisk proces. Det kan give nogle bogstavfejl. Der er ikke rettet i teksten, eller tilføjet noget. Af forståelsesmæssige grunde er der enkelte steder tilføjet en lille kommentar. Den vil være i dobbelt parentes eller i kursiv.

Den historiske periode og en personlig udvikling

Vi er i sidste halvdel af 1800-tallet og i de første 10år i 1900-tallet med en enkelt afstikker til Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, som også havde indflydelse på Vandborgkanten. Enkelte faktuelle personoplysninger går helt op til 1955.

Gennem Mads’s fortællinger får vi et portræt af ham selv og Danmarkshistorien:

En barndom og ungdom, hvor han gennem fortællingene fra familiemedlemmer, der deltog i krigene 1848 og 1864 var optændt af at hævde nationen og gå i kamp mod tyskerne.

En ungdom på højskole og indflydelse fra Dalgas gav ham nye mål: Opdyrkningen af heden, de tekniske landvindinger i landbruget og de første sociallove gav ham en national stolthed, baseret på almindelige menneskers arbejde og hverdag.

Hverdagen er i centrum, og de store religiøse rørelser fra Brorson og pietismen til indre mission og grundtvigianismen er tæt på. Menneskelige skæbner flettes ind i fortællingerne; og Mads er hverken blind for det kæmpe gode aldersrenten er, eller muligheden for misbrug.

Kvindeaspektet

Stærke kvinder spiller en stor rolle i flere sammenhænge. Mads Musholms mor var en stærk kvinde og stod midt i konflikten mellem grundtvigianismen og indre mission. Lettere forarget fortæller han om en kvindelig gårdejer, der tilsyneladende fik en væsentlig dårligere behandling i forbindelse med restancer til mejeriet, end andre i samme situation.

Om de enkelte fortællinger

Især i historierne om ‘Nørgård’ og ‘Musholm’ udfoldes overvejelser og vurderinger om livets udvikling.

I ‘Nørgård’-historien skildres hvorledes overtro og hekseri stadig spillede en rolle helt op til slutningen af1800-tallet gennem en levende og dramatisk beretning.

‘Nørgård’- og ‘Musholm’-historierne er selvfølgelig fyldige fordi vi her er tæt på Mads Musholms egen familie. Skidengaard historien handler om min fars fødegård.

De øvrige historier er mere kortfattede opremsninger af personer og ejendomsforhold vedrørende de nævnte gårde.

Selvom historierne sandsynligvis er skrevet ned i 1950-erne er der ingen referencer til de ‘nyere’ hændelser: de to verdenskrige, påskekrisen eller grundlovsændringerne. De enkelte historier:


Mads Musholms gravsted på Vandborg Kirkegård.