Gennemse Kategori

Historier fra Vandborgegnen

Erindringer skrevet af Mads Musholm om sidste halvdel af 18800-tallet.

Opdateringer med fotos fra Vandborg Kirkegård

For et par uger siden havde jeg mulighed for at besøge Vandborg Kirkegård. Kirkegården er, som altid, meget velholdt. Jeg tog et par fotos, som er tilføjet dels til siden om Mads Musholm og dels til siden om Skidengaard. I forbindelse med Haralds begravelse i 2006 blev hans far og mors gravsten og Marens gravsten samlet, så de sammen med Haralds gravsten udgør en lille firkantet ø ved sydsiden af selve kirken. Erik Skov Bertelsen og Anna Bertelsens gravsteen er fredet og er udført af billedhuggeren Torwald Westergaard.

Brændgaard

Af Mads Musholm.

Den ejedes 1850 af P. Chr. Brændgård, han havde flere døtre og en søn Jens, der fik gården efter ham. En datter Marie fik Engerslund, som da blev bygget på et stykke jord fra Brændgård, hun blev gift med Ole Nielsen Gade, han var tømrer og byggede en mølle ved gården. Jens, der fik Brændgård, omtales som en skikkelig og dygtig mand. Han blev syg en høstnat, mens han kørte korn og døde 1888. Hans kone Jakobine levede i gården mange år derefter.

Deres datter Jensine blev gift med Chr. Jensen Søn af Jens Chr. Smed, de fik gården efter hendes fars død, de drev den op til en mønstergård, der i mange år om sommeren havde besøg af folk fra andre egne for at se den fine avl og forskellige forsøg. Mangen forsigtig landmand rystede på hovedet, når de talte om hans bedrift, de mente det kostede ham for meget, men enden blev, at Chr. Brændgård, der havde 7 Sønner og 3 døtre, kunne hjælpe alle sine børn i gode gårde. Han døde 1932, og den yngste søn Arne fik gården.

Fuglsang

Af Mads Musholm.

Ejedes i halvfemserne af Niels Lauritsen, han byttede gården med Ole Gade, Engerslund og møllen. Han flyttede siden til Nees og tog møllen med. I Fuglsang døde Oles kone Marie, de havde en søn, der døde ung. 1886 blev Ole igen gift, denne gang med enken Kirsten i Østergård. De havde begge gårde til 1892, da solgte han Fuglsang til Jakob Sørensen, hans kone hed Katrine og hendes mor var en datter af P. Chr. Brændgård. De havde 4 børn, 3 sønner og 1 datter Marie, hun døde ung. Den ældste søn Søren fik gården i 1941.

Galtmose

Af Mads Musholm.

1806 tjente på Engbjerggård en karl og en pige Bertel og Kirsten, de var forlovet. Han blev da indkaldt som soldat i Napoleons hær, og han deltog i krigen for Frankrig i 7 Ar. Da han kom tilbage igen købte han Galtmose og giftede sig med Kirsten, hun døde 1850. Deres 4 sønner Laust, Mads, Bertel og Søren var da med i 3-aars krigen. Nogle år efter blev gården solgt til Hans, ham har jeg hørt omtalt som en meget kraftig mand, hans datter fik gården efter ham og blev gift med Niels Peder Jørgensen fra Østre Houmåe. De havde 2 sønner Hans og Jørgen, der korn i gode stillinger på andre egne og en datter Else fik gården 1902. Hun blev gift med Kristen Vium. Han døde 1908. Han, en datter og en karl døde ved samme tid af tuberkulose og flere kreaturer døde. Else solgte gården nogle år efter til Niels Brun Madsen fra Nygård, hans kone hed Petrea. De havde mange børn. De var der til 1927, da Elias Nielsen købte den. Han døde 1940 og hans enke Charlotte solgte den i 1942 til Holger Lundgård.

Grysbæk

Medrivende menneskeskæbner på godt og ondt.

Af Mads Musholm.

Klaudi solgte Grysbæk ca. 1850, han havde gjort meget for redningsvæsenet ved havet, jeg tror han var konsul. Han satte to sideben af en hval i porten ind til gården, de var så høje, at et stort hølæs nemt kunne gå under dem. Dengang var husene bygget sammen, så der var en port til indkørsel til gården. Porten blev stænget om natten. Klaudi solgte gården til Poul, der var fra Bøvling for 12. 000 kr. kontant. Poul var forlovet med en pige vistnok fra Smedsgård i Hygum. Hendes forældre døde, først faderen og moderen blev gift igen med Jens Smedsgård. Da hun var død, blev datteren hos sin stedfar.

Hun havde så stor en arv efter sine forældre, at hun kunne betale Grysbæk. Poul skulle skaffe pengene i løbet af få dage, så han red til pigens hjem for at få pengene og få brylluppet bestemt. Jens Smedsgård var ikke venlig stemt, da Poul korn der, han greb ridepisken og ville jage Poul ud, men Poul var ikke så let at kyse, han tog pisken fra ham og holdt på, at han havde lovning på pigen med hendes vilje, og endelig fik han da lov til at blive der om natten.

Om morgenen kom pigen ind i kammeret til ham, hun var beruset, havde drukket spiritus, og grædende fortalte hun, at der nok ikke kunne blive noget med det bryllup, for jeg står i ulovligt forhold til min stedfar Jens Smedsgård. – Poul havde ikke mere at sige, han fik hurtig sadlet hesten og kom ud af gården. Men hvad skulle han nu gøre, nu kunne han ikke skaffe pengene til Grysbæk. Han kom da i tanke om, at der var en rig pige i Grønkjær i Flynder. Han red så dertil og friede og fik ja. Lysningen blev bestemt og han fik 8.000 kr. på lommen, så kunne han klare udbetalingen, han havde selv resten.

Efter brylluppet skete der noget Paul aldrig kunne glemme. Sidsel, pigen han ville have haft, tog selv sit liv. Tiden gik, Paul blev en velhavende mand, han var dygtig, rask til handel og handling, drak vel mere end godt var. Han havde 3 døtre: Else gift med Bertel Houe, Harboøre; Ællegård gift med Mads Nygård; Kirstine fik Grysbæk og blev gift med Jens fra Nygård. Da Paul havde afstået gården købte han Kvistgårdhus og boede der i flere år. Han komn da tit i vort hjem. Mor havde i sin barndom hørt tale om Jens Smedsgårds steddatters død, og Pauls navn var blevet nævnt sammen med det. Pigen skulle have været smuk og god. Mor spurgte så Poul, hvordan det forholdt sig. Han fortalte så hele historien. Jeg havde altid antaget ham for at være en hård hals, der ikke var nem at slå ned, men da brast det for ham. Tårerne randt ned ad hans kinder, da han fortalte det. Mor ville trøste ham og sagde: Jamen, Paul det var da godt det ikke blev, når pigen kunne bære sig sådan ad. ”Ja”, sagde Poul, ”Jeg har været godt gift med, jeg kunne vanskelig få en bedre kone, men det andet har pint mig altid, næsten mere jo ældre jeg bliver, vel fordi jeg ikke mere dømmer hende som da jeg var ung. Jeg gjorde jo ikke forsøg på at hjælpe hende. Jeg har også fejlet, tit drukket mere end nødvendigt, men tit for at dulme sindets nag”. De sidste år han levede nød han ikke spiritus.

Jeg vil her fortælle lidt om, hvad jeg har hørt om Jens Smedsgård. I min barndom fortalte man tit om folk, der havde været, om gode, pudsige og slette emner. Jeg tror der var mere forskel på karaktererne den gang end nu. Det var ikke godt, hvad jeg fra flere hørte om Jens Smedsgård. Da steddatteren var død, kom han til Knorborg og derfra til Maribo i Houe. Han blev gift med en ung kone, og selv da han var en gammel mand var han god til at slå hende, og hans eder var ikke kønne. Sørgmuntre træk fortalte man om dem. De fik en søn, der var døvstum, senere flyttede de til Bøvling og fik en lille ejendom. Der blev deres stumme søn gift og fik ejendommen efter dem.

Man siger, hans kone var en god kvinde, stærk kristelig vakt. De fik 4 børn, 3 Sønner og en datter. En der har gået i skole sammen med den har fortalt, at de alle var ualmindelig begavede børn, ingen kunne lære som dem. De tre har nu gode stillinger forskellige steder i landet. Den fjerde, den yngste, blev landmand og fik deres lille barndomshjem, solgte den, fik en større og solgte igen; nu har han en af de største gårde på lemvigegnen og driver den godt.((Elias Pedersen, Ulfsund)). – Man må tænke, underlig der kan Være så stor velsignelse ved Jens Smedsgårds slægt, for der står jo skrevet, at fædrenes synd hjemsøger børnene; men der står også skrevet, at den som elsker mig gør jeg vel imod i flere led, ja tusinde. Mon en kvindes tro kan gøre ((historien slutter her…))

Kirkensgaard

Af Mads Musholm.

1840 boede der en rig enke Judit, hun havde en datter Johanne, der var meget smuk. Judit giftede sig med den da 30-årige Jens Kristian, men snart korn han til at synes bedst om datteren, man sagde, Judit døde af sorg derover i 1848. Jens-Kristian og Johanne levede så sammen i 50 år, hun fik 2 sønner, den ældste Laust fik gården efter dem. Jens-Kristian var en hård og forvoven karl, han drev gården godt og havde gode køer, man sagde om ham som gammel mand, at det ikke var et helt ben på hans krop, så tit havde han været udsat for stød, man sagde også, at Judit gik igen i et af husene, så længe hun levede.

Laust blev gift 2 gange – med Jensine og Maren, men han var uheldig med gården, det gik stadig tilbage for ham. 1909 solgte han gården til Rasmus Skåning gift med Ane fra Nørgård. Laust levede sine sidste år i et lille hus stille og tilbageholden. Hans børn måtte søge lykken på andre egne. Der står i Mose bog, at børn der fødes uden for ægtestand tit dør unge, og hvis de bliver gamle, bliver de ikke agtet, jeg synes også det passer for Laust og hans bror, der blev gamle og var gode og rare mænd men var lidet agtet i deres alderdom.

Møllegaarden

Om Møllegården, familierne der og Vandborg Smedje. Den store stranding i 1866 omtales ( den russiske orlogsfregat Alexander Nevskijs- ombord var storfyrst Aleksej, søn af den russiske kejser Alexander II).

Af Mads Musholm.

Før dræning blev så almindelig var der flere vandløb, og vandet svandt ikke så hurtigt, og hvor det samledes i store damme, blev det udnyttet til trækkraft til møllehjul, hvor kornet blev malet. Her i sognet samledes vandet i dammen ved Møllegården. Der var både vandmølle og vindmølle, den sidste nordøst for gården. Der har været god søgning den gang ved maling af sognets kom. Det hed sig at mølleren altid blev en velhavende mand. Det var skik, når bønderne korn med deres korn til maling, at de så korn ind og fik øl og snaps, men hjemmebrygget øl, så der var altid udskænk, og det gik lystigt til.

Den første møller jeg har først omtalt hed Laust, han var især bekendt for sine vældige kræfter. Efter ham kom Poulsen, han var fra Vejleegnen; det var omkring 1860. Hen var meget dygtig, og også i landbrug var han foregangsmand. Man sagde om ham: Ingenting er umuligt for mølleren. Jorden til Nyholm var under Møllegården dengang. Poulsen havde 3 børn, Poul, Niels og Karen. Nyholm blev bygget i 1900. Niels blev gift og fik den. Karen var da gift med Kristen Byskov, Sønder Byskov i Hygum. Poul skulle vel så have haft Møllegården, men han døde næsten ved samme tide Jeg kan huske han blev hæderlig omtalt, han var vist den første leder af gymnastik her i Vandborg, det foregik i Møllegårdens lade. Efter hans død flyttede gamle Poulsen til Nyholm og var der til sin død. Møllegården blev solgt til Jens Dalgård, han var søn af David Smed i Houe, og blev da gift med Kirsten fra Nygård. De fik kun gården. Jens Nielsen fik mølleriet og drev det i flere år, men forretningen blev sløjere efterhånden som der korn mølle på næsten alle gårde, så folk kunne selv grutte deres korn. Maling af mel til brød blev også mindre, da folk holdt op med selv at bage rugbrød. Endnu ringere blev det da elektriciteten kom. Jens Nielsen solgte møllen en gang i tyverne til Jens Larsen og købte Ramme Mølle. Jens Larsen brugte kun vandmøllen, vindmøllen blev revet ned. Han levede vel af det en tid til han fik benet revet af i et hjul, så han gik på træben. Ran afstod så møllen til sønnen Karl, han gik ud på arbejde, og konen passede møllen til det hele holdt op. – Jens Dalgård var udlært smed, han byttede i 1905 med gården og fik Jens Chr. Smeds smedeforretning. Jens Chr. Smed var Jens Dalgaards farbror. Der var da en stor forretning, og det var der også i Jens Dalgårds tid. Det var særlig vogne Vandborg smedie var berømt for. Man sagde, at ingen vogne gik så godt som derfra. Jens Chr. Smed solgte Møllegården, han boede der ikke, til Niels Præstholm fra Houe et par år efter. Denne var der til han afstod den til sin søn Poul ca. 1943.

I 1866 strandede et stort russisk skib ved Harboøre med flere hundrede mand om borde De fleste blev reddet, blandt disse en russisk storfyrste. Han gav store gaver til redningsmændene og et orgel til kirken; men hvem kunne spille på den. Der var ingen på Harboøre der kunne, selv Ole Thøgersen, egnens spillemand, kunne ikke hitte ud af det. Man fik da Ørnskov i Vandborg til at prøve det, han var noget af en tusindkunster. Han havde været med i treårskrigen og kunne reparere ure, så kunne han også nok spille på et orgel. Søndagen han skulle optræde begyndte menigheden at synge straks de hørte de første toner fra orglet. Ørnskov vendte sig da om og råbte: Hold hals i høvder til koralen kommer. – Men der var noget andet på skibet, som næsten fik større betydning for egnen, nemlig en tyr af fremmed race, der blev reddet. Den var ’rørget’, d.v.s. rød med en hvid stribe hen ad ryggen. Der blev noget godt afkom efter den på Harboøre. Til sidst kom den til Engbjerggård. Det blev en lækkerbisken for gårdmændene i Vandborg, de ville gerne købe de rørgede stude og kvier, de var gode til fedning. Engang Poul Grysbæk gik derover for at handle, traf han Anders Chr. Agger, han gik i samme ærinde; han fortalte, hvor der var en rørget kvie til salg. Poul har nok tygget godt på pibespidsen og tænkt sit. De fulgtes så ad, da de kom til Nedre Strande stod døren åben til fårehuset der. Poul sagde da: lad os gå der ind, Da så Anders var gået ind, låste Poul døren for ham og gik så ene til Harbøre og købte den rørgede kvie.

Musholm

I denne fortælling samles flere vigtige historier, som har nationale rødder. Gården Musholm er Mads Musholms fødegård, og vi får hans egen familie-historie. Oplysningen, fornyelsen og arbejdet efter de to krige i 1848 og 1864 giver ham meget stof til eftertanke. Den grundtvigske bevægelse og sammenstødet med indre mission kom tæt på ham, da hans mor valgte grundtvigianismen i modsætning til andre i familien og naboer. Den nye aldersrente kommenteres og illustreres med beskrivelser af lokale skæbner.

Af Mads Musholm

Hør du gamle Snyde Mus
Du som på Holmen troner
din søn han holder et underligt Hus
med Piger og med Koner.

Sådan begyndte en vise, der var digtet om Simon Musholm af Volfrim, en mislykket student, der var forfalden til spiritus, han gik i flere år fra hjem til hjem og ville rime for en snaps. Simon delte gården mellem 2 af sine Sønner i 1852, så hver fik lige store stykker jord, Skidengård blev da bygget til Peder og Kristen fik Musholm, hans kone hed Ane Marie, de havde 2 børn, Kristine og David. Kristine kom til Holstebro og blev gift der. David fik gården efter sin far, men han blev forlovet med en pige fra Lemvig, og da de begge var velhavende, troede de at det var bedre eller finere at bo i Lemvig. Han solgte så gården i 1891 til Bertel Musholm og flyttede til Lemvig, giftede sig og startede forretning der, men ak, han var uheldig med konen, de blev skilt og pengene gik. Han endte som meget fattig i København. Det kan jo synes som om hans liv blev en tragedie; men man ved det jo ikke, jeg kender intet slet om David.

Bertel, der købte Musholm af ham, var jo min far. Han var søn af Bertel Houdam, Opfødt hos sin farbror Mads Nørgård. Mor hed Katrine, datter af Erik Stenhule. Deres børn er Erik, Mariane og mig. I 1905 købte far 12 tdr. l. fra Kirkensgård. 1909 byggede han Lundgård, 28 tdr. l. gik dertil fra Musholm. Mariane blev da gift med Mads fra Armose, og de fik den nye gård, som brændte 30 år efter. Husene i Musholm blev ombygget 1895 og 98. I 1911 købte far Skidengård som Erik fik. 1929 døde mor og far døde 1935, hvorefter jeg fik Musholm.

Jeg vil gerne prøve at skrive lidt om mor og hendes tid. Paludan Møller ønskede for Danmark efter 1864 fromme stærke kvinder, jeg synes mor var sådan, dygtig og havde rige evner. Hendes tid var jo også på mange måder en rig tid; fremgang i alt og hun fulgte med i det. Jeg husker, hun fortalte om de religiøse bevægelser, der gik over landet i hendes ungdom, halvfjerdserne var jo litteraturens guldalder. Hendes far var vist pietistisk eller brorsonsk indstillet, så da indre mission kom var de nok tilhængere af det. Mor gik tit til Engbjerg kirke for at høre pastor Moe, han var missionens talsmand, men hun syntes, der var noget frastødende; for hende blev det kun grunde og grue og grue igen, hun mindes. Da var Birkedals sang: Jeg så ham som barn, nys udkommet i et lille hefte. Næsten på samme tid kom Karl Poulsen til Tørring og Heldum med den grundtvigske forkyndelse. Da hun havde hørt ham, blev hendes kirkegang i Heldum, ham kunne hun bedre forstå end Moe. Hun blev så gift og kom til Bøvling, der gik hun til sognekirken og var endnu nærmest til missionen. Der blev efterhånden strid mellem de to retninger, og da vi korn til Vandborg, hvor missionsfolkene var noget dømmende, og nogle af dem gik rundt i hjemmene og forkyndte deres overbevisning. De havde mange diskussioner med mor, men på en god måde, selv om de ikke var enige. Det var som om de jog hende over i Valgmenigheden og den forkyndelse, hun syntes bedst om. Dog tror jeg Erik gik over til indre mission, selv om hun mente, at de stolede for meget på deres omvendelse. Nu mange år efter, når jeg tænker på min barndom, da de så stærkt drøftede spørgsmålet om den rette lære, synes jeg alligevel, det var en rig tid, der var noget at tænke over.

Jeg kan også huske fra dengang, hvordan man diskuterede krigene i 1848 og 64 og tabet af Sønderjylland. Min bedstefar var med i 1848, han drillede dem, der var med i 64, han mente ikke de kæmpede, som da han var med. 1 dansker kunne da tage 3 tyskere, han kaldte dem næsten forrædere mod deres fædreland, der løb, når de så fjenden. Det kneb at holde en godmodig tone, men de fra 64 holdt på, at det ikke var deres skyld, de tabte, de måtte ikke gå på, de skulle altid vige. Når jeg hørte dem diskutere, forstod jeg, hvad fædrelandssind var. Jeg drømte om, når jeg blev stor, ville jeg være med til at slå tysken; men det var som vi skulle værge vort land på en anden måde, som Dalgas sagde efter nederlaget i 64: Hvad udad tabes skal indad vindes. Jeg kan huske da jeg kom på højskole, og man der fortalte om Danmarks litteratur og historie, jeg tænkte da, det er samme ånd som mændene fra 48 og 64 forkyndte, men på en fredeligere melodi. Digtere og andre og højskolens folk søgte jo ved den tid at dygtiggøre det danske folk til at værge vort land ved vort arbejde, at smykke det som fædres jord. Og senere når jeg korn ud på andre egne og så, hvordan den danske bonde havde forvandlet heden og sumpen til frugtbar agerjord, man kunne da ikke undgå at holde af vort land og dem der bor der og har boet der og prise det i vore gode sange. Teknik og industri er jo også fulgt med, der er nok vundet meget indad siden 64, men mon der ikke er nogen slaphed over vor tid, som jeg ikke tror, der var de første år efter 64. Da tog bonde og husmand fat, man merglede selv, gravede det op af jorden, og drænede, men mangen arbejder sled nok temlig hårdt den gang. Dagen var lang, man sagde fra sol stod op til den gik ned. Svage mænd kunne ikke holde til det. Man avlede godt derefter og begyndte at så kløver. Før havde man ikke andet græs, end hvad der korn op af sig selv, hvad vi nu kalder ukrudt. Den store avling i halvfjerdserne gav velstand til bønderne. Ejendommene steg i værdi. 1860 kostede Grysbæk 12.000 kr. 20 år efter var den jo meget mere værd. Andelsbevægelsen kom og kreditkasserne, hvor man kunne få billige og gode lån, der gjorde sit til at ejendomspriserne steg; men sidst i firserne korn prisfaldet på alt, så det blev en sløj tid for dem, der havde købt ejendom til store priser, og der kom ingen hjælp fra staten, som der gjorde ved krisen 40 år senere. Hvert hjem måtte klare sig selv, hvad de vel også næsten alle gjorde ved arbejde og en nøjsomhed, som de, der er unge nu, slet ikke kender. Den der ingen eller lidt jord havde klarede sig ved at arbejde for en lille løn. Konen gik lidt ud og tiggede, ellers var der meget få der fik hjælp. I halvfemserne kom alderdomsunderstøttelsesloven, der senere kom til at hedde aldersrente, så ingen gammel behøvede at lide nød. Jeg kan kuske en mand, der kviede sig ved at modtage disse penge, han syntes det var næsten det samme som at ligge sognet til byrde, man satte da en ære i at klare sig selv, og man satte ikke store fordringer til livet.

En gammel pige boede alene i et usselt lille hus med lergulv, hun fik 9 kr. hver måned i aldersrente og var meget taknemmelig derfor. Hun sagde altid folk var så gode mod hende, men hun havde også lært sit af livets skole, siden hun i sin ungdom blev bedraget af den mand hun satte sin lid til og stolede på – en sorg der nagede hende hele livet. Hun tjente kun føden ved at væve og sy. I sin alderdom forstod hun dog at tilgive: det var vel bedst for hende som fattig i hendes lille hus. Manden, der havde snydt hende, havde en af de bedste gårde i Vandborg, men hvad enhver kan jo fejle lige så godt nu som dengang, men man burde jo lære af svundne tiders brøde.

Nørgaard

Dette er een af Mads Musholms hovedhistorier, som både omfatter en fortælling om overtro og nogle generelle vurdering af livet på gårdene.

Af Mads Musholm.

Min fars farbror Mads var fra Galtmose, blev gift med enken i Nørgård straks efter han korn hjem fra krigen 1848 – 50. De havde ingen børn, og hun døde få år efter. Hun havde en søn i første ægteskab, som døde ung. Senere blev Mads gift med Anne fra Øster Klinkby, der var ti ((to ?)) børn, hvorefter der er en udbredt slægt på egnen. Mads og Anne var dygtige, drev gården godt, byggede alle husene om. De havde en datter Karen Margrethe. Far var vist kommet der som plejesøn.

Dengang var folk vist mere overtroiske end nu, Mads Nørgård var det vist ikke. Man fortalte om varsler og hekseri, der var nok nogle, der kunne mere end andre. Der var en gang Mads næsten blev nødt til at tro på det. Kreaturerne der blev syge og ville intet rede, flere døde. Dyrlægens råd hjalp ikke, der korn en dyr¬læge fra en anden egn og så på dem. Han vidste heller ikke noget råd for det, han anbefalede at lade Kjeld Bjerg fra Lomborg se på dem. Kjeld Bjerg var kendt langt omkring som klog mand, og der blev så sendt bud efter ham. Da han havde set på dem sagde han: ”Ja, dyrene er nok forheksede”. Det troede Mads Nørgård ikke der var nogen der kunne. Jo, sagde Kjeld Bjerg, der kan laves både godt og ondt med urter; men disse dyr kunne han ikke ene kurere, men der var en klog mand i Thy, der nok kunne hjælpe. Mads Nørgård rejste så til Thy, fandt manden, og han forklarede så sit ærinde. Manden gik ind i en anden stue, og da han kom igen sagde han: Der er død et af dine dyr siden du tog hjemmefra, de andre er sløje, dog kan vi nok kurere dem, hvis vi er heldige. Den der har forgjort dem vil søge at forhindre det, og jeg kan godt vise dig hvem det er, vedkommende bor ikke så langt fra dit hjem. Men Nørgård ville ikke vide det. Manden sagde Så: Vi kan ikke kurere dem i dit navn, din søn skal have dem, og han skal udføre, hvad der skal gøres. Jeg har ingen søn, sagde Mads “Du har da en plejesøn, lad ham tage sig af det. Ingen må se det eller hjælpe ved det. Han skal hente muld på kirkegården af en ny grav og lægge lidt af det ned under hvert dyr, og så skal han stjæle et havreneg i nabogården og give dem det; men intet menneske må røre ham ved det arbejde. Da Mads korn hjem, blev far kaldt ind og fik besked, far var en halv snes år dengang. Næste nat fik han en god stok i hånden og noget at tage mulden i; han så ingen, inden han skulle igennem lågen hjemad med mulden, da syntes han der stod et menneske der. Han tænkte, jeg slår det ned med stokken, hvis det ikke flytter sig. Men så kom han i tanke om, at han kunne springe over kirkegårdsdiget og ned over Damgårds marker og hjemad. Han sagde senere, at han aldrig havde løbet så stærkt som den nat. Han kom godt hjem og fik mulden under dyrene og fik hentet neg i Munksgårds lade. Da han korn hjem i stalden med det, brølede dyrene af ædelyst, og de åd det med begærlighed og blev snart raske. Man Vil jo synes, at det er utroligt, men sådan fortalte far det, og jeg tror ikke han løj. – Men hvor kunne manden i Thy vide noget om forhold her, ting han ellers ikke havde kendskab til; men mulden helbredte.

I 1885 blev Karen Margrethe gift med Chr. Mathiasen fra Nr. Kastbjerg i Dybe, de fik Nørgård, og Mads købte Blåbjerg, var der til sin død 1898. Anne solgte så Blåbjerg til Ib Madsen fra Bøvling og flyttede til Nørgård igen, og var der til hun døde ca. 1922. – Chr. Nørgård og Karen Margrethe havde 5 børn: Mads, Ane, Mathias, Marie og Christian. Mads fik Veje i Tørring, senere Sønder Byskov. Ane blev gift med Rasmus Skåning, Kirkensgård. Christian fik Øster Kvistgård. Mathias fik Nørgård 1923. Han døde pludselig i 1944, og hans enke solgte Nørgård til Mads, Mathias’ bror, han ville ikke have den ud af familien, men han blev syg og solgte den til Hans Noe. I min barndom kom jeg tit til Blåbjerg, Mads Nørgård havde den da. Der var en stor have dertil, og der vist intet sted i sognet, hvor der var så megen frugt. Mads havde købt Blåbjerg af Villads, han var lærersøn fra Harboøre, hans kone Mette Marie var datter af lærer Bråe, Vandborg. Af deres børn har jeg kendt malermester Bråe, Vandborg og vognmand Chr. Blåbjerg. Datteren Maren var gift med Chr., Skånning Houdam. – Villads var nok ingen dygtig landmand, hans bedste indtægter var vist fragtkørsel, så da han havde solgt gården, var han ikke ejer af ret meget. Jeg husker ham, da han var en gammel mand, de boede i et lille, gammelt hus, der var næsten fyldt af duer. Jeg var der en gang, jeg havde solgt et par til ham, han havde en masse pæne duer, de pyntede såmænd lige så godt i stuen som fine møbler, men det var der jo intet af dengang. Villads var meget interesseret i duer, jeg kan huske han forklarede mig, hvordan man efter hans mening kunne få dem til at få mange unger, en dueunge kostede 20 øre dengang til slagt, dog kunne vel sådan et dueslag være til hjælp for et par gamle mennesker til det daglige brød. For resten kan jeg huske flere gamle folk havde duer, ja selv ved siden af en aftægtsstue. – Efter Mads Nørgårds død i 1898 blev Blåbjerg solgt til Ib Madsen fra Bøvling, han var af Poul Grysbæks slægt, og ville gerne handle, særlig med heste, men han blev vist ikke rig af det. Han solgte Blåbjerg igen få år efter til Jens Noe fra Sdr. Nissum, han var der i mange Ar. Han var gift 2 gange og havde 5 børn ved hver kone. Jens Noe drev gården godt, merglede, brugte megen gødning, havde stor besætning, og en masse svin og høns. Det var ikke almindeligt dengang. Han prøvede vist alt i frøavl, og en tid forsøgte han med hestehandel. Han afstod gården til sin yngste søn Henry omkring 1944 og flyttede til Lemvig.

Næsten alle de øvrige gårde i sognet er slægtsgårde, der er blevet i slægtens eje i flere led. Der er ikke meget at skrive om, de har levet et skikkeligt levned, ingen har været forfalden til drik, men passet deres gårde godt og fulgt med tiden, vist også de religiøse tanker eller strømninger, der har været. – I byerne er det sjældent at en forretning er i slægten mere end 3 led. F. eks. de gamle købmandsgårde, i reglen en ung mand fra landet, der kommer til byen og prøver lykken; han er dygtig, pålidelig og nøjsom, skaber sig en god stilling ved handel, det går stadig fremad i hans tid. Næste led holder nogenlunde gående. 3, led lever over evne, og så går slægten ned igen.

Sønder Munksgård har været i samme slægt så længe jeg ved. Peder Munksgård fik gården efter sin far ca.. 1864. Peders kone var fra Sønder Strande. Han havde 3 søstre. En blev gift med Niels Skovmose, en med Jesper Nedre Strande og en med Bertel Laulund i Bøvling. Jesper og Bertel var brødre og havde været i Australien og grave guld. – Peder Munksgård havde 5 børn, 3 døtre og 2 sønner Rasmus og Jens. Jens fik Houmark i Houe og Rasmus fik Munksgård 1898 og blev gift med Ane Marie fra Nørre Munksgård. De var begge stærkt interesseret i gårdens drift og var afholdt også ud i sognet. Rasmus var sognerådsformand og repræsentant for kreditkassen og m.m.

I deres tid var det nok en dejlig tid at være landmand, da var det særligt kvæg og heste bønderne interesserede sig for. Der var god handel med fedekvæg og heste, og de skulle jo så pudses og plejes godt. Jeg kan huske at bønderne da tit gik sammen og så hinandens dyr, og hestene skulle så ud og presenteres og traves. Det var interessant for karlen, der passede dem, at komme ud og mønstre de velnærede heste, de var jo fodret med hakkelse og havre. De var så urolige, at en ung mand kunne fryde sig derover, så han fik lyst til dyr og kunne more sig over de forskellige udtryk fra bønderne, der var tilskuere. Jeg synes der var mere forskel på deres væremåde dengang end nu, og dog var de mere lige, og der var ingen travlhed. Det var som om det blev passet derhjemme uden dem, der var vel flere folk og færre maskiner og mindre udgifter. – Ane Marie og Rasmus havde 5 børn, Peder, Eskild, Sine, Stine og Kristen. De fik alle gårde. Peder fik Nygaard 1927 og døde 1942, da var hans mor død og Kristen fik Munksgård ved den tid. Rasmus boede i et hus i Kirkebyen, han døde 1955.

Østergaard

Af Mads Musholm.

Blev ca. 1850 købt af Kr. Velling fra Dybe, han havde flere døtre og en søn Poul, der fik gården efter ham og blev gift med Kirsten fra Houdam, hvis far var en søn af Bertel Galtmose. De var kun gift et år, så døde Poul. Et par år efter blev Kirsten gift med Ole Gade, de fik 3 sønner Poul, Marinus og Bertel. Kr. Velling levede endnu som gammel mand i gården, han døde i 1906 og Kirsten døde 1908. Sønnen Marinus blev gift i 1915 med Birgitte fra Agerskov og fik gården, de to andre sønner var da præst og lærer. 1917 brændte gården ved lynnedslag den 23. august. Flere andre gårde brændte den nat. Østergård brændte igen 1926; samme år døde Ole Gade, som også var der som gammel mand.